Marianne Granvig er født i København og trådte sine musikalske barnesko i den kommunale musikundervisning. Som 14-årig blev hun optaget i Danmarks Radios Juniororkester, hvor mange af de musikbegejstrede unge medlemmer senere skulle blive en del af Danmarks professionelle musikliv.
Hun er uddannet som violinist i København hos Ejvin Andersen og Gunnar Tagmose, og rejste efter veloverstået studentereksamen udenlands for at studere privat hos prof. Alfredo Wang i Cardiff, UK. Senere fortsatte hun igennem fem år sine studier i Bruxelles på Det Kgl. Belgiske Musikkonservatorium hos prof. André Gertler.
Straks efter endt uddannelse vandt hun plads som violinist i Aarhus Symfoniorkester. Godt et år senere gik en længe næret drøm i opfyldelse, da hun blev ansat som violinist i Esbjerg Ensemble, koncertmester i Vestjysk Symfoniorkester og underviser ved Vestjysk Musikkonservatorium. I 1984 blev Marianne ansat i Odense Symfoniorkester, hvor hun i 13 år var 3. koncertmester.
Marianne Granvig har givet koncerter som kammermusiker og solist i ind- og udland med et repertoire, der rækker fra barokken til vore dages musik. Hun har uropført en håndfuld værker for soloviolin og violin og klaver, bl.a. Niels Rosing-Schouws “E Rigidis”.
Som docent i violin og kammermusik på Syddansk Musikkonservatorium har hun siden 1984 uddannet en række af landets professionelle violinister og pædagoger. Hun afsluttede sit virke ved Konservatoriet med en periode som vicerektor.
Siden sin pure ungdom har Marianne været en efterspurgt instruktør og dirigent ved kammermusik- og orkesterkurser såsom Dansk Kammermusikforbunds kurser og Dansk Amatørorkester Samvirkes sommerstævner på Askov Højskole.
I sin karriere har Marianne Granvig kombineret sit udøvende og pædagogiske virke med betydelige administrative opgaver.
Hun var i mange år leder af Den Internationale Carl Nielsen Musikkonkurrence & Festival i Odense, der tiltrak hundredevis af unge, internationale solisttalenter. Samtidig opbyggede hun en 10-dages festival omkring konkurrencerne med fornemme gæstemusikere fra ind- og udland. I årene 1988-2013 stod hun for i alt 17 internationale musikkonkurrencer for violin, klarinet, fløjte og orgel i Odense. Dertil kom en ekstraordinær violinkonkurrence i New York i 1999 som led i det store danske kulturfremstød, The Danish Wave, med finalekoncert i Lincoln Center under overværelse af HM Dronningen.
Marianne afsluttede sin karriere som konkurrenceorganisator med The Wadden Sea International Organ Competition, der fandt sted i Esbjerg-Ribe i januar 2017.
1986 – 1996 var Marianne præsident for den danske afdeling af ESTA (European String Teachers’ Association), og snart blev hun også medlem af bestyrelsen for den europæiske paraplyorganisation af ESTA, hvor hun sluttede som vicepræsident i 1996 efter et par års inspirerende samarbejde med ESTAs præsident Sir Yehudi Menuhin.
1997 -2015 var hun en del af ledelsen af den Genève-baserede World Federation of International Music Competitions. Efter tre år som vicepræsident blev hun i 2000 valgt til præsident ved WFIMCs generalforsamling i Pretoria, Sydafrika, og da de tre tilladte præsidentperioder var “brugt op”, fortsatte hun som organisationens generalsekretær. Dette indebar rejser over hele verden som observatør ved en lang række internationale musikkonkurrencer. Hun har desuden været jurymedlem ved internationale musikkonkurrencer i Polen, Chile og Italien og ved den hjemlige Jacob Gade Violinkonkurrence.
Marianne Granvig oprettede i 2016 musikagenturet GRANVIG ARTISTS, som formidler koncerter for en række fornemme kunstnere.
Hun har siden 2017 været formand for Kammermusik Odense.